Stem på mig! Jeg stiller op som dommer til ENnies 2018!

Her for nyligt fik jeg en opdate på Google Plus om “The ENnies”, GenCons var på Oscars/Ottoer og at man kunne stille op som dommer. Så jeg stillede selvfølgelig op, så vidt jeg kan se som den eneste skandinaviske kandidat. Til dels for sjov, for at jeg kunne sige at jeg har gjort det, men sådan også fordi jeg tror at jeg har noget at byde på. Så nu vi se hvordan det kommer til at gå, indtil videre har det været en spændende udfordring. Så jeg håber I vil stemme på mig og evt dele dette indlæg! 😀

 

Stem på mig her: http://www.ennie-awards.com/blog/2017-voting-is-live/

Reklamer

Dalscharas familie: Et spøgelse, paranoia og døde kejsere

Vi begyndte her natten efter at Dragesblik tog afsted med at karaktererne blev vækket af Blodvant, som havde mareridt. Den lettere traumatisede feltkirug fortalte her de andre om hans fortid og de rimelig grimme ting han havde været igennem imens de sad midt om natten i køkkenet og drak te, hvilket gav en meget fin scene.

 

Dagen efter gik karaktererne i gang med udgravningen af et mudderskred i et af tårnene, som de tidligere var stødt på. De fandt her et meget gammelt lig, klædt i en irret bronzerustning og naturligt mumificeret. Blodvandt gik i gang med at undersøge ham, da liget pludselig rejste sig og forsøgt at gribe kirurgen i struben. Mens spillerne stod forbløffede og kiggede på begyndte liget at lyse svagt imens dets ånd materialiserede sig rundt om liget, så de oprindelig ansigtstræk kunne ses udover det nu indsunkede mumuieansigt. Desuden tonede et spørgselsagtigt sværd frem i dets hånd.

 

Spøgelset virkede godt og grundig knoten og det første han gjorde var da også at angribe spillerne, efter at have råbt af dem på Dalscharas hemmelige sprog. De sloges lidt mod spøgelset uden nogen blev sårede da spøgelset bar rustning og spillererne parerede, indtil Blodvant pludselig stillede spørgsmål ” Hvorfor angriber du os?”
Så tog spøgelset og viste dem hvorfor. Spøgelset var Harmal, fyrste af Lacia-sletten og tidligere ejer af den borg som spillerne har boet på i snart 2 måneder. Han viste dem så hans fortid og vi spillede et flashback, hvor at spillerne spillede Harmals nærmeste tjenere for meget, meget længe siden. Jeg beskrev hvordan at borgen der lå omgivet af olivenmarker og at solen bagte. Borgen lå tydeligvis et andet sted på dengang. Hamal og hans nærmeste tjenere viste sig at være belastende typer der havde været trælse gennem en længere periode. De sad og var i gang med at tale om at lægge de lokale i lænker og sælge dem som slaver hvis ikke de gjorde som der blev sagt. De blev afbrudt da magikere fra Dalcharas familie angreb borgen og dræbte samtlige skurke. Tanken var her at jeg ville vise ordenens tidligere storhed og forklare hvor borgen kom fra. Harmal forklarede dem at Dalscharas familie slet og ret havde løftet borgen vha telekinesis og båret dem igennem luften (en ide jeg har tyvstjålet fra Mage: The Ascension). De snakkede noget videre og det endte med at gruppen ledet af Tamazight overtalte Harmal til at drage videre. Det var ligesom for sent at tage hævn over ordenen nu her flere hundrede, hvis ikke flere tusind år senere. Harmal krævede til gengæld at han fik en ordentlig begravelse med stil der hvor han oprindelig kom fra Lashi-sletten. Der var en enkelt spiller som konstaterede at det var en halv verden væk (han havde hørt om en by der hed Lashio), men alle karaktererne var godt og grundigt træt af Harmal, så de sagde ja for at få ro fra ham. Over en stærk dram nede i køkkenet talte gruppen om hvad der var passende og endte med at blive enige om en stor pose syet sammen af sælskind.
Næste dag vendte de tilbage til byen og købte sælskind til begravelsen, hvor det endte med at de blev der natten over da en af dem overhørte at at Cyndel og Mará snakkede om dem. De lyttede lidt indtil Mará og Cyndel gik udenfor for at mødes med Brinna.

De fik desuden snakket noget med slaveinden Flavia og konstaterede at hun tydeligvis trivedes. Hun havde taget på og var generelt smilede. Gruppen var gået i seng, da Tågesnak besluttede sig for at snige sig ud og lytte med til ældsterådets samtale. Tågesnak sneg sig derfor udenfor, klatrede op på taget og lyttede med. De snakkede lidt frem og tilbage om karaktererne og deres lette mistanke om dem. De var lidt uenige, hvor Brinna bare ville lade dem være, Mará ville spørge ind til dem og Cyndel var et sted i mellem. De blev enige om at give det en uge mere inden de begyndte at stille spørgsmål til gruppen om hvordan og hvorledes. Efter det tog Mará og Brinna hjem, hvor Flavia kom ud. Cyndel og Flavia snakkede noget akavet om diverse ting indtil Flavia tog mod til sig og kyssede ham. De stod derefter paf et øjeblik og gik derefter til ind til deres egne værelser. Tågesnak vendte tilbage og fortalte de andre om hvad ældrerådet havde fortalt men undlod (da han har Frihed som livsmål) at fortælle om Cyndel og Flavias begyndende romance.

Næste spilgang vendte karaktererne tilbage til fæstningen og lagde Harmal i posen af sælskind. Lige inden de gjorde det takkede Harmal dem og fortalte om “de andre”, som han forklarede var spøgelserne af gamle dagdariske kejsere der lå begravet på en ø lidt sydøst for resten af ø-gruppen. Han fandt dem frygtelig snobbede og generelt ubehagelige, så det var naturligvis interessant for spillerne.
Vi havde kun 3 ud af 4 spillere den dag, så de tog ned til minotaurerne under borgen for at bytte nogle fisk og pleje omgang med dem. De blev ledt derned og så minotaurernes by inklusiv en ny hængebro, som var blevet opført pga Tågesnaks akrobatik. De hang noget ud og blev enig om udveksling af erfaring, hvor Slangehug gerne ville have en at træne våben med og Blodvant gerne ville udveksle erfaring indenfor lægegerningen. Senere samme aften kom Stålnæves teenagedatter op til borgen i selskab med et par af minotaurernes sårkyndige. Blodvant gik ned med de sårkyndige og den unge minotaur præsenterede sig selv som Flammehjerte. Hun var rimelig sur teenager, men de fik dog træne noget våbenbrug hvor Slangehug benyttede sig af at kunne kæmpe med forøget Størrelse, hvilket giver ham flere kropspoint (Drager og Dæmoners for hitpoints) og en skadebonus. Blodvant vendte meget træt tilbage tidligt om morgenen med en meget glad minotaur, som lige var blevet far. Som tak for at have ageret fødselslæge fik Blodvant en større lerkrukke med 3 liter cider. Jeg rullede tilfældigt for hvor alvorligt en sag han ville komme ud for og fik et højt resultat. Ergo var der en fødsel. Det gav uventet en del spil, da de karakterer blev nysgerrige om hvordan og hvorledes det er med minotaurer, om de bliver født med horn eller ej, etc. Det lyder måske plat, men det er faktisk overraskende sobert med karakterer der forholdt sig til en markant anderledes race end dem selv med nysgerrig tolerance.

Spillerne tog derefter afsted til gravøen, der lå et stykke sydøst for resten af Khari-ørerne. De ankom til et kraftigt snefald og faldt en stensætning, hvor de kort tid efter fandt et underjordisk hus, tydeligvis beregnet til præster med indtørrede forsyninger og røgelse. Her stoppede vores spilgang, især fordi de andre gerne ville have Esbjörn/Tågesnak med, da han er den mest rogue-agtige af karaktererne.

Dalscharas familie: Vinter, sne og nordlys (og et plot lige om lidt)

Hold da op, det er længe siden jeg sidst har skrevet om hvad der sker i denne her kampagne. Det er af ukendte grunde halvsvært for mig at skrive spilrapporter, måske fordi jeg kører en kampagne med forholdsvis personlige plots og twists og der derfor er forskellige ting som skal inkluderes. Nu prøver jeg at køre igen, inklusiv at få opdateret siderne om kampagnen. Jeg kender i hvert fald en af grunden til at det er svært, nemlig min perfektionisme. Her er det faktisk hammergodt for at blogge, for jeg kan bare kyle ting ned på skrift og smide dem ud på internettet. Så kan folk jo læse og kommentere hvis de gider eller lade være hvis de ikke gider. Det nyder jeg virkelig. Udover det giver specifikt spilrapport mig også mulighed for at analysere hvad der skete og hvad jeg kan gøre bedre næste gang. Jeg har som nævnt ikke skrevet i et godt stykke tid, så i de følgende par indlæg har jeg muligvis har husket forkert hvornår ting skete.

 

Det begyndte med at spillererne havde sparet sammen (vha rubinen fra Stålnæve) til et skjold til Arteban/Slangehug, da han er deres primære kriger. Fedt at kunne gemme sig bagved ham, endnu federe når han har et et skjold også. Ex-prinsen Arteban udvidede desuden sin horisont ved rent faktisk at få sig et arbejde ved at lave lageroversigt for kroværten Cyndel. Jeg har gradvist ladet deres mestre tage afsted, først med halvingen Ravøje, goblinen Løghoved & deres datter Hjertenskjær som tog afsted fra Khari-øerne ret tidligt.

Senere tog spillerne ind på øerne, hvor de undervejs bemærkede tre forskellige skibe, hvor det største (til højre) lå et stykke udenfor havnen. Den kom tydeligvis fra et sted  i det tidligere baekjiske rige og viste sig at have en besætning cirka 50/50 af mennesker og orker med dele af besætningen et sted midt imellem (se nyligt opdateret side om de faldne imperier 😀 Den ultrakorte version er at det var en fantasy-blanding imellem det koreanske og mongolsk imperium).

Kaptajnen (en reserveret, intelligent og veltalende ork ved navn Bulgan Nuallan) var noget forbeholden, indtil han opdagede at Keala/Blodvandt var læge/kirug. Nuallan havde nemlig et problem med en del syge besætningsmedlemmer og var derfor ventet da det var dårlig stil overfor de lokale og dermed dårlig business. Så Keala gik naturligvis ombord og gik i gang med at behandle de syge, hvor han hurtigt fandt ud af det var blåsot (sygdomstitel grebet ud af det blå) og fint til at behandle. Efter han havde ordnet det fik de andre karakterer koordineret med Brina og hendes styrmand Minato, da hverken kaptajn Nuallan eller noget af hans besætning viste sig ikke at kunne tale dagdarisk, det lokale sprog på Khari-øerne. Nuallan ville nemlig gerne finde ud af en aftale, hvor han købte hele øernes forsyning af rav og elfenben, betalt i sølv og guld. Nuallan betalte Keala for behandlingen med en sølvring, som Keala fik Minato til at vurdere. De to havde flirtet noget før og forsætte der, hvor Keala fik Minato til at vurdere ringen imens de lige kunne holde hinanden lidt i hånden.
Spilpersonerne tog herefter ind til hovedøen, hvor at Tamazight & Esbjörn underholdte om aftenen med et kombineret musik og akrobatikshow. Tamazight har 4 i Synge & Spille (med en tromme) og Esbjörn har 5 i akrobatik, så det var ikke overraskende en stor succes. Jeg lod her spillerne beskrive deres show. Det blev meget fint med Esbjörn der lavede akrobat med underlægningsmusik fra Tamazights tromme, så de tjente en god sjat mønter i både gulv, sølv og kobber.

 

Dagen efter tog karaktererne afsked med deres mester Gammelhjerte, som har været en slags moder-skikkelse for dem. Hun tog på skift afsked med dem hver især, lyttede til deres tanker og gav dem opmuntring og gaver. Alle undtagen Esbjörn fik en gave i form af to små skiver med tegn i ler. Hun forklarede at der var bundet helbredelsesformularer i skriver, som karaktererne kunne benytte sig af hvis det var nødvendigt. Hun fortalte her Esbjörn at hun havde talt med  hans mor (som døde i barselssengen) og at hun derfor ville tilbyde ham muligheden for at få en lerskive med formularen “TALE MED DØDE” indbundet, så han kunne tale med hans mor hvis han ville det. Moderen havde fortalt Gammelhjerte at hun var stolt af Esbjörn og gerne ville tale med ham en enkelt gang hvis han også ville det. Ellers ville hun drage videre igennem dødens porte. Esbjörn var gevaldigt overrasket, men efter en større tankepause endte han med at tage imod tilbuddet. Han ville så tale med hans afdøde mor når han følte sig parat til det.

 

Spillerne fik desuden talt noget mere med slavinden som de havde fisket op af havet og fandt ud af at hun hed Flavia og var metalarbejder. Hun fortalte mere om den mokupuniske ekspedition og indrømmede da også at hun havde hugget hul i båden da spillerne gik hende på klingen. Hun var selvfølgelig rystet, men blev også meget positivt overrasket da det gik op for hende at hun var blevet frelst da Khari-øerne meget eksplicit forbyder slaveri og som regel klynger slaveejere op uden større rettergang. Selvom hun var lettere traumatiseret af at have ligget i vandet og halvvejs ventet på at dø, stod hun ved at hun have slået næsten hele besætningen af den mokopuniske båd ihjel uden skam. Karaktererne lagde her mærke til at hun bar en tatovering på skulderen “Iovita”, navnet på hendes nu afdøde ejer. Her tilbød Minato at han som god sømand kunne dække den over med en anden tatovering ala den til højre (hvad alle begejstrede tog imod), betalt af ø-rådet. Flavia blev senere indkvarteret i en tom vænge af kroen og gik i gang med at sætte en smedje op der. Mere om hende senere…

 

Gruppen fik desuden talt med en anden lidt sær gruppe inden på øen, ledet af en kaptajn Prabha Ushas, tydeligvis fra et sted i det tidligere kalahiske rige. Deres skib kan ses til højre. Spillerne lagde mærke til at de også tydeligvis skjulte noget, da de altid sad i mere eller mindre taktiske formationer nær døren, men lod som om de bare hængte ud. De fik snakket med Ushas, hvor han efter at have bedt dem om at aflægge ed viste dem han om bord på deres skib, hvor det viste sig at der var en del våben i form af kastespyd, slynger og tohåndsøkser. De talte lidt videre og fik at vide at Ushas og hans gruppe udover tidligere kriminelle havde været et straffe-kompani som ikke alene var deserteret, men også havde dræbt den dronning + dele af hendes familie der havde sendt dem på selvmordsmissioner. Derefter var de stukket af og Ushas og hans folk var endt langt ud mod nordvest i Khari-øererne. Gruppen anbefalede at Ushas snakkede med de 3 lokale magthavere, hvad han var noget loren overfor men dog ville overveje. Konstateringen var fra spilpersonernes side at de egentlig gerne ville give straffe-kompaniet en frisk chance, men samtidig også konstaterede at de var 3 dårlige dage væk fra at blive pirater. Så de ville holde øje med Ushas og hans besætning, bare lige for en god ordens skyld.

 

Kort derefter fik spillerne den ide at de ville hæve det mokopuniske skib, som stadigvæk lå sunket kort stykke udenfor en af øerne ved hjælp af formularen STENMUR. De snakkede med deres læremester, Lysmester om det, da han også kan noget skibsbygningen. Han var noget låren ved ideen, men endte med at gå med på den. Så midt om natten tog spilpersonerne ud og hævede skibet med en midlertidig mur fra havbunden af to omgangen imens Lysmester bankede og hamrede en midlertidig bund fast. Derefter tog de skibet på slæb og sejlede det tilbage til deres egen ø, hvor deres mester Dragesblik manipulerede vinden så kraftige vinde blæste hen over Khari-øerne og dermed forklarede hvorfor at “mokopunernes skib var blæst væk”.

 

Spilpersonerne havde desuden lagt mærke til Mará fra ø-rådet mindede dem om deres mester Vagtsind, hvor de efter et stykke tid valgte at spørge deres forholdsvis paranoide mester Vagtsind om hvordan og hvorledes. Vagtsind tog her efter et stykke tid og tilstod at Mará var hendes yngre søster, hvor de begge er over 70 år gamle. Vagtsind ligner bare en i begyndelsen af 30’erne. Pointen med det var fra min side at understrege hvordan at magikerens sti gør at man ofte kun har hinanden til at være der for en og at man må efterlade sin almindelige familie. Det bliver relevant senere når karaktererne møder medlemmer fra andre de magikerordener, som ikke er bundet sammen af familiebånd, men af grådighed og ambition. Vagtsind og Lysmester tog her afsted i mokopunernes skib og efterlod det andet skib (som tilhører Lysmester) derhjemme.

 

Jeg lod gradvist de andre mestre tage afsted indtil der kun var deres mester Dragesblik tilbage, som meldte ud at han ville tage afsted når den første sne faldt. En aften hev vand op af brønden og blev ved med at hælde det op i et stort fad på gårdspladsen.  Karaktererne undrede sig, men han forklarede a der skam var en mening med det hele. De gik så kortvarigt væk og kom tilbage til Dragesblik der havde hældt vandet ud over gårdspladsen og magisk frosset det hele til. Så gav ham dem hver et par skøjter i gav og underviste dem i at stå på skøjter. Det kom der en pokkers fin scene ud af, hvor at karaktererne væltede flere gange, hjalp hinanden op og væltede igen. De endte med efter flere runde halvvejs at kollapse på en bænk. De sad de så og drak kaffe og kiggede på stjernerne, imens den første sne begyndte at falde. Det var især fint fordi 3 ud af 4 karakterer stort set ikke havde nogen erfaring med sne og frost og nu sad langt mod nord og så den første sne falde samtidig med at de oplevede nordlys for første gang i deres liv. Dragesblik bød dem farvel og sagde at hvis det var nødvendigt havde deres mestre efterladt en sæk med formularer inde på Dragesbliks værelse, til hvis det skulle blive nødvendigt. Så gik Dragesblik ind på hans værelse og da Tågesnak kort tid efter kiggede efter var mesteren væk. Tanken for mig med at få mestrene væk var naturligvis at lade karaktererne stå på egne ben og ikke have nogle meget magtfulde NPC’er i nærheden når min næste plot med spøgelser og en invasion snart meldte sin ankomst…

Kickstarter Blues (brok med bonusanmeldelse II)

Okay, blues er et lidt heftigt ord at bruge, men hold da kæft. Jeg er vant til og forventer at Kickstarter-projekter bliver forsinkede, men her for nylig har Steve Jackson’s The Trolltooth Wars som tegneserie da godt nok taget prisen. Den ankom for et stykke tid siden til min mors adresse, cirka 2 år forsinket. Jeg fik den sendt dertil fordi jeg skulle til at flytte da jeg backede den i april 2015, men ikke vidste hvorhen endnu. De lovede den ville ankomme i september 2015. Holy shit. Jeg er godt nok ikke imponeret der, især fordi produktet i sidste ende skuffede mig noget. Jeg skulle have forventet. Prøv f.eks. at sammenligne forsiden på tegneserien med helten Chadda Darkmane ift hvordan Chadda Darkmane så ud i den oprindelig roman:

Tegneserie:

Roman:

Jeg synes det er mindre heldigt at stilen i tegneserien ikke er i nærheden af at være lige “whacky” som forlægget. Tegneserien er sådan set veltegnet, men den er markant mindre sær og blodig end forlaget. En anden ting jeg er mindre begejstret for er at der er nogen af nuancerne i historien er taget ud eller er mindre klare. Der er ingen tvivl om at Zagor er en mindre flink person i bogen, men han er dog ikke helt lige så stort et røvhul som han fremstilles i tegneserien (yes, jeg er stadigvæk Zagor-fanboy!). En anden konstatering er at tegneserien tydeligvis er lavet af Sværd og Trolddom-fanboys. Det forstår jeg så glimrende, det er jeg også selv, men det er ærgrer mig noget at der bruges plads på at understrege at Gereth Yaztromo studerede sammen med Arakor Nicodemus, and Pen Ty Kora. I tegneserien hænger der et billede af de 3 på væggen i Yaztromos tårn. Derfor ved Yaztromo at der er sovegræs på toppen af ildbjerget. Der er proppet voldsomt mange easter eggs af den slags ind i tegneserien…og det er da meget fint at Zagor laver en joke om at man ikke behøver en krystalstav for at smadre spejlet i rummet med vandkrukken, men det irriterer mig lidt når jeg oplever at resten af tegneserien godt kunne være mere Sværd og Trolddom-sk. Det er dog stadigvæk en udmærket udgivelse, hvor jeg især nød det store slag imellem de to troldmænd hære. Jeg føler dog ikke at den var værd at vente cirka 1½ år mere end lovet på. Jeg havde også håbet på at det print med kort af Allensia som jeg var blevet lovet var større end bare A4, men til gengæld var der disse to seje print med.

 
Noget andet som irriterer mig er denne kickstarter om Kongen i Gult af Robin D. Laws.  Jeg er helt gennemført pjattet med “The King in Yellow” af Robert W. Chambers. Det er som at læse Lovecraft i Paris med flere kunstnere og romantisk drama (jeg ved selvfølgelig godt at Lovecraft var inspireret af Chambers og ikke omvendt, men hey….de minder om hinanden). Jeg mødte “King in Yellow” igennem Drømmen om en Konge i Gult, som stadigvæk er et af mine yndlingsscenarier. Chambers bog er ligeledes en af mine yndlingsbøger. Problemet ved Kickstarteren er i min optik at der er 4 settings, som er baseret på en bog der er på ligeomkring 177 sider. Jeg er grundlæggende ligeglad med alle de settings undtagen Paris-settingen. Jeg vil gerne spille i en sindssyg mareridtskrig med ting ala Kongen i Gult, men det hele virker slet og ret for rodet, især fordi der ikke er så meget information. Det ærgrer mig, for jeg vil virkelig gerne bruge Kongen i Gult og nogle af de ideer der antydes i Chambers bog noget mere i rollespil, men ikke til de priser og diffus information. Jeg har ikke noget særligt forhold til Robin D. Laws (hverken for eller i mod), så derfor er det ikke et navn der frister mig synderligt heller.

Dalscharas familie: Om racer

Jeg er (ligesom et par andre) gået i gang med at høre Anders og Mads snakke om Dragonlance over på Noget med drager. Det er møggodt at lytte til, især når man maler figurer. Jeg er spændt på om det bliver lige så godt at høre dem snakke om at spille Baldur’s Gate, men det har også været virkelig godt indtil videre.
Grunden til at jeg nævner det er at Mads og Anders snakker om race og hvordan det udarbejder sig i fantasy rollespil i et af afsnittene. De nævner bl.a. at nogen racer i fantasy har en indboende natur (orker er mere voldelige, dværge har tendens til at være griske, etc). Det er her især interessant for mig, da jeg i Dalscharas familie har valgt en noget anden tilgang til racer end i “traditionel fantasy” rollespil.

Da jeg sad og overvejede kampagnen til at begynde med overvejede jeg faktisk at der kun skulle være mennesker med i bedste sword & sorcery-stil, da jeg klart er inspireret af ting som Dunsany & Howard (manden bag Conan) . Jeg endte med at droppe det, da jeg gerne ville have fantasy-følelsen i form af at der er forskellige racer, men her er det mindre vigtigt end det ofte er i fantasy. Det første jeg gjorde her var at fjerne de afarter af elvere og antropomorfer der er i Drager og Dæmoner , da jeg gerne ville gøre det hele mere jordnært  og fordi tiden spiller en vigtig rolle i kampagnen. Jeg kunne til nøds kunne se andre race i mit Dunsany-inspirerede univers, men ikke elverne og især ikke antropomorferne. Dunsany har selvfølgelig skrevet romanen “The King of Elfland’s Daugther” (som er blevet lavet til et glimrende album, hvor Christopher Lee naturligvis er på vokal som The King of Elfland). Grunden til at jeg ikke har elverne med er at tid som nævnt spiller en vigtig rolle i kampagnen. Imperier er forgået, gamle byer ligger tilbage som ruiner, Bethmoora der ligger ensomme og hvis porter svinger frem og tilbage og Andelsprutz, drevet til vanvid over aldrig at blive befriet som tidligere lovet.
For at det kommer til at virke med tid som tema er det et virkeligt for mig at et langt liv kun er noget som man får igennem magi. Ift antropomorferne….ja, så er det en Dunsany kampagnen, hverken Rasmus Klump eller Andeby (sidenote: Nogen burde lave et story-game over Rasmus Klump. Det ville være awesome!).

 

Jeg har derfor kørt et take på traditionelle fantasy-racer, hvor det er mere flydende imellem dværge, mennesker og halvinger (groft betegnet som “de humanoide racer”) og ikke så skarpt opdelt som i anden fantasy. Blandt andet er den psykologisk forskel mellem racerne ikke-eksisterende. Det samme gælder for sortfolks racerne (orker, gobliner, etc), hvor grænsen også er noget flydende. Det samme gælder for blandinger mellem de menneskelige og sortfolk-racerne, hvor f.eks. riser (aka ogres) er en del af de menneskelige racer, men også rummer dele af sortfolkene. Jeg bruger her betegnelsen “sortfolk” taget fra Drager og Dæmoner da de racer ofte bor under jorden, så i mangel af bedre udtryk bruger jeg oftest udtrykke “de goblinoide racer”. I min verden lever de to grupperinger af racer da også ofte adskilt og minder da også noget om de traditionelle fantasy-tropes, men forskellene er nedtonet en del. F.eks. er spilpersonernes mester Løghoved oprindelig af konge-slægt, også selvom hun er en goblin. Ligeledes har der i det Baejiske rige været gobliner på tronen, ligesom at der var en orkisk kejserslægt i det Dagdariske imperium. Så selvom sortfolkene har været noget marginaliserede, så har de været en del af historien og sat deres aftryk på den udover bare at brænde byer ned.

Dalscharas Familie: Status for kampagnen

Nu har jeg vist lige behov for at gøre et eller andet for at genstarte min blogging. Derfor nu skriver jeg lige et kort indlæg om konkret praktisk status for kampagnen og de udfordringer der har været her på det seneste.

 

En af mine spillere (og ven igennem lidt over 9 år) smed en bombe her sidste gang og fortalte at vedkommende var nødt til at stoppe pga en generelt markant nedskæring i aktivitetsniveau. Lægerne har endelig fundet ud af hvad vedkommende fejler og det er åbenbart en slags neurologisk degenerering i hjernen (jeg kan ikke huske den præcise betegnelse). Det kan ikke helbredes, kun bremses hvis vedkommende skærer markant ned på sit aktivitetsniveau . Såeh…det sutter for vildt. Både fordi jeg selvfølgelig er ked af at en af mine venner er så syg, men også fordi jeg ikke kan gøre en skid ved det. Vedkommende bliver dog til vi har spillet vores nuværende story-arch (som handler om en invasion af Khari-øerne) færdig. Så den del glæder jeg mig til.

 

Det er om ikke andet her jeg er glad for at spilleren selv siger fra og tager vare på sig selv og siger fra i god tid, så jeg har mulighed for at finde en løsning. Løsningen ser helt konkret ud til at jeg finder 2 nye spillere og laver en minikampagne med dem. Så kan de tre oprindelige karakterer snakke om hvad de har oplevet og på tilsvarende vis kan de to nye karakterer snakke om hvad de har oplevet. Det gør det også nemmere at fordele de efterhånden halvstore mængder XP som spillerne har opnået indtil videre. Jeg har allerede fundet en lovende spiller som var interesseret, så nu ser vi. Jeg valgte også bevidst at skulle have fat i to spillere, så vi ville få en fornyelse af gruppedynamikken. Nu ser vi  hvordan og hvorledes det kommer til at gå. Jeg er voldsomt ærgerlig over situationen, men i sidste ende dog også fortrøstningsfuld ift selve kampagnen.

 

Jeg har desuden konstateret at jeg har lidt svært ved at skrive om denne her kampagne med regelmæssige intervaller, selvom jeg egentlig gerne vil. Mest fordi virkelig meget af hvad der sker i kampagnen er personlige plots og at de derfor kræver noget forklaring. Jeg blogger mest af alt for min egen skyld. Derfor vil jeg gerne blogge om denne kampagne for den er en af de mest givende kampagner jeg har været GM for i lang tid.

Man har lov til at være heldig, del 2

Jeg kom forbi min genbrug igen i dag og stak hovedet ind for at se om de stadigvæk havde Sentinels of the Universe til 40 kr. Det havde de og jeg opdaged eundervejs at de også havde Once Upon a Time til 20 kr (hvor jeg er ret pjattet med konceptet) og Red November til 20 kr også.

 

Fedt nok for mig, men hvem fanden sender sådan en samling fine spil til genbrug?

Man har lov til at være heldig…

Jeg tog et smut forbi den lokale genbrugsbutik for at købe mig en sportstaske og ende med at bruge 150 kr i stedet for 25. Der var nemlig lige nogle brætspil og kortspil til billige penge.

Henholdsvis Puerto Rico for 25 kr, Cthulhu Gloom, for 10,  kr Mr. Jack Pocket for 10 kr, Bohnanza med udvidelse for 10 kr pr stk, Race for the Galaxy for 40 kr og Stonehenge an anthology board game (som jeg intet kender til, men som tydeligvis er spritnyt) for 40.   Så jeg glæder mig til at få prøvet nogle af dem ved lejlighed. I mellemtiden kan jeg så finde ud af hvordan jeg får plads i min reol til mine nye spil…

White Wolfs historierevisionisme

Jeg surfede forbi RPG.net for et par dage siden og faldt over en tråd ved navn: New White Wolf: “Before Vampire, RPGs were all childish fantasy games for losers!” . Den tråd var baseret på en trailer for en dokumentar om World of Darkness, især Vampire: The Masquerade, som kan ses her.

Jeg har oplevet en del historierevisionisme, men jeg er sgu imponeret her. Tråden kan ses her og er på 110 sider i skrivende stund (og ja, jeg kom sgu til at falde i og læse hele møget). Vi er kommet 10 sekunder ind før det første forkerte bliver sagt: “Roleplaying games in the 70’s and 80’s were all adventure games, you’d go on an adventure, you’d kill the dragon. ” og lige kort derefter: “The World of Darkness changed everything.”  Der er kun et problem ved det overstående. Det er løgn. Som det også fremhæves i tråden var blandt mange andre Call, superhelterollespil, Traveller, Pendragon (hvor at en karakters personligheds var afspejlet i systemets værdier), Space 1889, Cyberpunk 2020, Paranoia og sikkert mange flere. Jeg siger ikke at Vampire ikke gjorde noget nyt da det udkom i 1991, men den overstående video kan jeg sgu ikke tage alvorligt. Det samme gælder påstanden om at “the club scene” og rollespilsmiljøet blev overlappende.

 

Jeg skal ikke dishe folk for at kunne lide Vampire & WoD, men jeg er fandeme nødt til at dishe denne her trailer hårdt, for jeg afskyr historierevisionisme af hele mit hjerte. Se mere om Vampires påvirkning til sidst i indlægget. Selvom jeg ikke kan lide spillet i dag, så gjorde det helt sikkert en forskel ift rollespil. Udover det pinlige forsøg på historierevisionisme vil jeg lige fremhæve to ting som bliver fremhævet i den over 100 sider lange tråd:

Som det først blev der fremhævet en sekvens fra et tekstbaseret Vampire computerspil, hvor man træder over i grimdark eller edgy for at være edgy. Det kan i et eller andet omfang godt rettet som en generel kritik af Vampire og White Wolf (til tider i hvert fald). Der kan ses et screenshot her, I er advaret 😀

 

Det andet er et citat af designeren Levi Kornelsen, hvor jeg er rørende enig. Han skriver på side 30 følgende:

“I think it’s absolutely the case that Vampire promised story and relationship drama to a revolutionary level, and caused a massive shift as a result.

I also think part of that massive shift was inspiring the first generation of Forge-style indie games, what with many of those being from people who felt that Vampire was utter shit, mechanically speaking, at delivering on that promise.”

 

Fastavalscenarier der aldrig var

Da jeg her tidligere i år var på Horsens Black Box opdagede jeg at de plakater for gamle teaterforestillinger der hang på Komediehuset mindede om gamle Fastaval-scenarier, både i titlerne og i deres visuelle udtryk. Det kunne om noget have været scenarier fra Fastaval i 90’erne og tidlige 00’er  Så dem vil jeg da lige dele med jer (jeg havde kun min tablet til at tage billeder med, så derfor er jeg også selv tydelig i flere af billederne).

"Mens vi venter på himlen"
“Mens vi venter på himlen”