Doomstones HD, spilgang 6

Jeg har ikke fået skrevet om det her før på grund af en con og en reunion i min gamle rollespilsgruppe, hvilket irriterer mig lidt, for det var var virkelig god spas. Så her følger afsnit 6 i sagaen om jernbanen og de magiske sten!

 

Doomstones HD, afsnit VI

-også kendt som “Thais skriver om munke”

Jeg henter lige noget.” – Kåre Kjær flere gange på en spilgang

 

Vi kom ud fra hulen med ogres, hvor vi havde fundet krystallen for jord. Da vi så kom ud derfra fik vi en vision af en blå dværg, som talte om luftkrystallen og nævnte klosteret Eyrie mod vest. Vi rejste i den retning, hvilket gik fint med nogle overnatninger, hvor Stifinder får fourageret og jaget noget og både ham og dværgen Enlag (de har henholdsvis krystallen for ild og krystallen for jord) får undersøgt hver deres krystal og lært flere af deres hemmelige kræfter, som er rimelig vilde. Især for ild-krystallen, som min karakter har. Saltsang undersøger en runesten, som kan få et våben til at flamme op midlertidigt. Stenen har et ukendt antalt Heltene på eventyr og min karakters ildsten“charges”. Vi giver den til Sven, fordi han har mistet sin fars økse i mudderet (og fordi alle karakterer i denne kampagne naturligvis skal have mindst en magisk genstand). Det er en af grundene til at Sven er blevet trollslayer.
Det var sjovt at spille lidt jagtspil, bare lige kort der. Jeg fik sådan en “hey, det her kan min karakter jo faktisk også”-følelse.

En nat har de to elvere (Stifinder og Saltsang) vagten, hvor de hører nogen som lusker rundt ude i buskene. De sniger sig efter vedkommende, som er i gang med at ride væk på en ulv. Stifinder skyder efter vedkommende fordi han er en dårlig bueskytte (af en elver). Det viser sig at være en goblin. Jeg siger for sjov til Kåre at goblinen skal teste for Fear, nu hvor han ser dobbelt så mange elvere som ham. Kåre griner og vi spiller videre. Da goblinerne så et par in-game dage senere rent faktisk bliver overfaldet af gobliner griner Kåre og fortæller at det var fordi goblinerne først skulle klare Fear-tests for at nærme sig elverne. Godt så. Det viser sig dog at det lige i den kampe var klogt at være bange for elverne. Min karakter skyder en goblin i første runde og Saltsang går amok med lynstorm til højre og venstre, som var han Teclis, der har en rigtig dårlig dag. Vi kan genkende nogle af symbolerne gobliner bærer fra “The Hobgoblin Hegemony”. Gad vide om vi ser mere til dem senere…?

Vi forsætter lidt og ankommer til Verena-klosteret Eyrie. Vi har på lang afstand kunne se en stor flagstang. Det er lidt ala Middenheim og ligger oppe på en høj klippe. VI går ind og bliver modtaget med stor begejstring og overraskelse, fordi vi “er ventet” og “det er blevet forudsat” at vi vil dukke op. Godt så….
Vi vader ind igennem en kæmpestor hule inklusiv hejseværk ned til en brønd og kommer op til hvad der i praksis minder om en mindre landsby på bjergtoppen, inklusiv flagstangen. Vagterne snakker en del om at vi skal tale med “Gregor”, som er “Redemester” eller abbedde for klosteret. Gregor byder os velkommen på en noget febrielsk maner, til tider på rim. Yazeran havde åbenbart set os komme på forhånd, så han havde skrevet rim om os.

Skæbnen sender de seks fra passets mund
De ankommer til Eyrie lige i nødens stund
I klostrets ånd, trods foruden bog og fjer
Finder redningsfolkene det de søger her

I søgen efter vor skat kommer over bjergets tinder
Marcherende, hærgende de ældste af fjender
Må vor redningsfolk finde hvad de søger i tide
Ellers må vi alle i støvet bide

(den belæste og modige brettonianske ridder Jean)

En riddersmand med bog og sværd
Han kommer ej fra landet nær
Med sværd i hånd og kop i ånd
Han kapper fjendens livets bånd

(den mægtige søelver magiker Saltsang, som er højere end gennemsnittet)

Fra højeste folk hans slægt udspringer
Hans tone ren og giver vinger
De stjerner fjerne ham de leder
Til tiden forud og sære steder

(skovelveren jægeren Stifinder, som er blevet “underverdenssøger”)

En skovens, stiens, kryptens fyr
Drog hjemmefra på eventyr
Fra fødslen ikke særlig vild
Han fandt i hule sin indre ild

(Shallya- præsten Schmidt, tidligere stolt Kejserlig sergent)

Hans hverv var blod, og død og krig
Den bedste lyd hans fjenders skrig
Han kaldet blev af nådens moder
At undsætte søster, far og broder

(luftskibsentusiasten/ krudtlageret/ingeniør-dværgen Enlag)

Tandhjul, kobber, bronze og stål
Elsker krudt og deres bål
En dværg af vand, men dog af jord
I luften finder han sit ror

(Den tidligere dusørjægende, nu trollslayer-dværg Sven)

Da ormen bed i øksen ned
Blev denne dværg så voldsomt ked
På nær en kam hans skal blev bar
Hans død kan blive verdenens svarVores helte og Redemesteren

Ja, vi skreg af grin her! 😀 Kåre beskriver hvordan at der i kampagnebogen står beskrevet, hvordam man som GM opfordres til selv at skrive vers, for dværgen Yazeran har været en stor bygger og ingeniør (det er sådan nogen som altid er totalt OP i Kåres kampagner), men ikke nødvendigvis en stor digter. Det er fucking godt spildesign, for det gør det nemmere at lave personaliserede digte om spilpersonerne. Så det var virkelig

Det er ligesom i Dumas Klubben!
Samling af nogle af de skiver, som vi finder.

fint. Gregor giver os desuden en skive, som åbenbart var en slags spor til hvor vi skulle finde den tredje krystal, som er Luft-krystallen. Den havde Yazeran åbenbart gemt bag i en bog, hvor at budskabet så er

blevet givet videre fra abbed til abbed i lang tid, som gik og ventede på at klosterets frelsere kom. Det var virkelig fucking fedt, for det var sådan en “Nåh, ja! Der er jo rent faktisk en historie i denne her kampagne! Der er en pointe med at vi render rundt i de her dungeons og jagter crazy farlige magiske krystaller.” Især fordi der er gået noget tid siden at vi fandt liget af dværge-budbringeren, som døde i et stenskred og aldrig nåede frem til Yazeran. Der er en historie, hvor at Torgoth fik fat på ildkrystallen, blev tosset og ikke-død og derfor aldrig nåede frem til jordkrystallen, som var gemt i en anden dværgefæstning, som først blev indtaget af orker eller bæstmænd (jeg kan ikke huske hvilken) og så blev indtaget af ogres.

Gregor kalder på en anden munk, Dieter, som kommer ind og bliver sat til at vise os rundt på klosteret. Der er flere ting, en mølle, en smedje, et bryggeri og en stor statue af Yazeran,

hvor han står med en vinkel og et pendul.  Munken Dieter er umulig at skaffe sig af med, så flere (især min karakter) bliver noget paranoide. Vi bliver vist hen til det frie gæstehus og senere til aftensmad. Vi kigger på den første brik, hvor Schmitt følger linjen fra Yazerans pendul og finder skrive nr 2 inde under en løs sten i hovedbygningen. Vi spiser og nyder at kunne sove i en rigtig seng. Dagen efter finder vi to del af samme skive, en ved smeden og en anden ved skrædderen i klosteret. Vi forstætter med at Saltsang finder en hemmelig hammer under møllen, som fører til Yazerans gravkammer med kiste og sarkofag, begge dele med masse af fælder. Undervejs falder Saltsang dog desværre ned på rejseværket og kommer til skade. Forkammeret til graven er blevet brugt til at dumpe forskellige ting, inklusiv en tidligere flagstang.  Vi leder videre, finder nogle flere skiver efter forgæves at have været oppe i tårnet. Vi har der en rigtig fin konfrontation mellem spilpersonerne, fordi en af køkkenassistenterne (der nok ikke er der så frivilligt på klosteret) kommer og tilbyder at sælge os en skive for 10 GC. Det så Stifinder ikke noget problem i (for han er skovelver og lidt ligeglad med penge), men der opstod en del debat der om hvorvidt vi skulle give ham penge eller tæve ham. Det endte med at vi gav ham 1 GC og fik skiven. Vi finder en skive til inde i bryggeriet. Vi går over til “Scar” som er lederen af vagterne ved klosteret. Han talte forholdsvist nonchalant om muligheden for at klosteret kunne blive angrebet på trods af profetien. Vi har her fået stykket skiverne sammen nok til

Der er sgu lidt trængt....
Vores helte og to af munkene.

at vi kan regne “SEEK ATOP THE TALLEST STAFF” , som vi regner ud er flagstangen. Vi går tilbage til gravkammeret og….finder LUFTKRYSTALLEN! Og så var der pludselig en masse larm, for der er dukket en helvedes masse orker op udenfor klosteret. Det er jo næsten som om at der er en profeti, som skal gå i opfyldelse og en kampagne med en masse kamp encounters. 😀

Betragtninger

Jeg skal lige vænne mig igen til den forholdsvis hårde og alligevel åbne intrigespil-stil vi kører i denne kampagne efter Blades, men det er stadigvæk virkelig sjovt. Vi er blevet bedre til at tale mindre i munden på hinanden. Det er forholdsvis tydeligt for alle at karaktererne har respekt for hinanden, men grundlæggende set ikke kan lide hinanden specielt godt.

 

Når det så er sagt, så var det især sjovt fordi der er et fælles fodslag om hvad vi skal og hvordan det skal spilles. Jeg var glad fordi vi havde en diskussion om Warhammer 4th ed. og om dets problemer og generelt er indstillet på at håndtere dem som de opstår. Se også min anmeldelse og Morten Greis’ betragtninger her. Uanset systemet, så er det voldsomt sjovt at spille, især fordi det bare er SÅ tydeligt at det er en kampagne til første udgave af Warhammer, inklusiv alt dens crazyness og en skønne oplevelse af en setting, hvor alting ikke er skrevet i sten og ting ikke altid er på en bestemt måde. Det var for mig især symboliseret ved Verena-klosteret (en mennskelig gudinde), som blev grundlagt af en dværg. I det hele taget var det kloster en fantastisk lokation, for jeg havde konstant en fornemmelse af at der foregik noget korrupt, fordi det er en trope ift klostre i rollespil og i meget fiktion generelt. Hvad der primært foregik var undervisning og arbejde, præcis som det sømmer sig i et Verena-kloster (i hvert fald indtil videre).

Stifinder, hvad laver du oppe på loftet?
Vores helte i gæsteværelset. Der kan ses udkanten af Yazerans afskedsbrev til heltene, som han havde set komme.

ConTOr 2020

Det virker muligvis selvfedt at skrive om et arrangement man selv har været med til at arrangere, men ConTOr 2020 var virkelig en fornøjelse at arrangere med de søde deltagere og med arrangører.

 

Jeg ved ikke lige om jeg kan sætte så mange ord på det, men det føles virkelig godt at arrangere og være med til connen i år.  Der var god mad, jeg følte vi blev mødt med forståelse, overskud og glæde fra deltagerne. Det gør mig virkelig glad at opleve og gør det totalt meget værd at arrangere. Især tak for bifaldet lørdag aften.

 

Jeg er glad og taknemmelig for at kunne have arrangere con med Morten Havmøller Laursen (no relation) i 5 år. Det har været en udsøgt fornøjelse og jeg er meget glad for alt det arbejde som Morten har lagt med (blandt andet!) skole, hjemmeside, hygiejne på connen, automatisk emailudsending og ny tilmelding. Jeg kan kun sige tusind tak endnu en gang, det har været skønt siden jeg var med til at overtage Con2 efter “CONtiki2 – Der sad en con på en tømmerflåde?!” i 2015 sammen med Morten og Kat Hedegaard.

 

En tilsvarende stor tak skal gå til mine andre medarrangører, Kat, Regitze og Alexander. Fuck, hvor er I seje. Og ikke kun fordi I holder en fabelagtig sur, DJØFicerende, provinsiel og vred mand som mig ud og lader mig rode med penge for connen, men også fordi I hver især gør en helvedes til forskel for connen og er rare mennesker at arbejde sammen med. Tak til dem og ikke mindst tak til et potentielt kommende medlem af arrangørteamet for Con2 2021. Vi ses!

“Papstinenser, “The Drinking Game”

Kristian har et par gange refereret til reglerne for en dum drukleg for Papstinenser, som jeg engang fandt på, da jeg kedede mig voldsomt. Jeg mener ikke at de nogensinde er kommet online? Uanset hvad vil jeg lige dele reglerne, imens jeg glæder mig til at høre reportage fra Essen senere.  😀

 

Man skal drikke, når:

  • Peter nævner “Last Night on Earth”
  • Peter snakker om hvor meget han elsker terninger
  • Kristian nævner “Dogs of War”
  • Kristian nævner “A Study in Emerald”
  • Kristian taler om hans børn
  • Bo taler om at male figurer
  • Morten snakker om historie
  • Kristian snakker om Talisman
  • Kristian går i fanboymode over Martin Wallice eller Reiner Kritzner
  • Bo bryder ind i programmet
  • Peter snakker om hvor meget han elsker co-op spil
  • Bo snakker om Star Wars

Hard mode

  • Nogen nævner Boardgamegeek
  • Nogen nævner et spil, som vedkommende ikke har fået spillet endnu
  • Nogen nævner Spiel Messe i Essen, Tyskland

Viking-Con 38

Jeg kom hjem fra Viking-Con her søndag aftes og vil da lige skrive lidt om det.

Jeg har været uheldig nogle gange på Viking-Con, altid klokken 2 om natten. For 2 år siden formåede jeg at komme til at snitte hul på min tommelfinger, der lige kom i kontakt med et barberblad klokken 2 om natten (hvor der heldigvis var en fra Viking-Cons info som også var i Beredskabsstyrelsen) og i år valgte min luftmadras at dø klokken 2 om natten. Det var først klokken 3 at jeg så fandt en kæmpestor måtte inde i den mindste sovesal med masser af plads. Jeg har sjældent set så smukt et syn.

 

For lidt søvn til trods, så havde jeg alletiders oplevelse med Viking-Con 38. Jeg fik spillet Lumina af og med Henrik Dithmer, som var en rigtig fin oplevelse. Desuden fik jeg spillet noget brætspil og hængt ud med folk. Blandt andet fik jeg nørdet historie, krigsførelse, brætspil og andre sjove ting med Henrik. Jeg havde nogle gode snakke med arrangørerne (inklusiv en hemmelig producer!) og skal måske være turneringsleder på VC næste år.

Tanken er at lave en aktivitet hvor folk kan tage spil med fra deres samling som de “ikke lige har fået spillet endnu”. Desuden fik jeg afprøvet konceptet lidt med Bo Jørgensen og Asger Harding Granerud, hvor vi spillede Karmaka. Det endte med at være en voldsomt sjov og hyggelig lørdag aften, hvor jeg også fik hængt ud med den gode Thomas Munkholt. Heksens Hule er virkelig en god og hyggelig cafe. Viking-Cons lokation er alletiders fordi den er så decentral. Dvs at jeg oftest ikke behøver at gå mere end 5 skridt, så er jeg et sted med lavt lydniveau igen. Det er skønt. Jeg har en kritik af Viking-Con. Det var til tider ikke klart at man naturligvis kan afbryde folk i informationen i deres brætspil og jeg havde en enkelt oplevelse hvor jeg var nødt til at afbryde et spil Wingspan for at få styr på noget. Maden er til gengæld virkelig god (i hvert fald den vegetarisk som er den jeg spiser).

Desuden oplever jeg det samme som på Fastaval, nemlig at der er utrolig mange børn. Viking-Con Junior virker til at være et hit med mange glade børn og forældre. Så det er jo fedt at nogen gider det. Jeg har desuden et indtryk af at Viking-Con er blevet til den mest etnisk blandede con i DK (her forstået som etnisk diverse blandt af folk som bor i Danmark). Så det synes jeg sgu også er fedt, for det er faktisk noget unikt blandt danske conner at man åbenbart kan appellerer til etnisk minoriteter indenfor Danmark.

Anmeldelse: “Until We Sink”

Tl;dr: Jeg knuselsker det her spil.

Jeg hørte første gang om Until We Sink på Lænestolsrollespil, hvor de har en fremragende episode om scenariet/spillet. Så jeg downloadede det, forelskede mig endnu mere i ideen og fik det printet.
D. 8/9 spillede jeg så rent faktisk “Until We Sink” sammen med 3/5 af min regulære spilgruppe. Det var for mig en virkelig fin og givende oplevelse og jeg er helt tosset med hvad Magnus Jakobsson har skrevet. Spillet fungerede vildt godt i praksis i form af at de fire sære typer (en eksil-iransk pilot, ejeren af hotellet, en newzealandsk geolog og en australsk eventyrer) sad og ventede på at øren “Purgatory” (fordi den var imellem i “Livets ø” og “Dødens ø”, som en af spillerne improviserede frem med spanske navne) sank i havet. Det var fantastisk dejlig creepy på en underspillet måde undervejs, fordi det bare blev mere og mere weird, men stadigvæk var troværdigt som noget der kunne være sket i virkeligheden. Settingen er intet mindre end fantastisk. Hele den der vemodige stemning af en ø, som synker i havet var vildt smuk. Vi fik fortalt en rigtig fin historie, hvor sportsfiskeren var blevet myrdet, fordi han lignede sin far. Hans far havde skrevet en konspirationsbog om jordens undergang, hvor forskellige kendte steder ville synke i havet, inklusiv øen vi var på. Der var så kultmedlemmer, som havde myrdet sportsfiskeren, havde besøgt hotellet, ofret en måge, forgivet noget af maden og var taget afsted igen.

 

Vi snakkede bagefter om at det havde været ret fantastisk undervejs at sidde der og halvvejs overveje om nogle af de andre rundt om bordet havde slået sportsfiskeren ihjel. Det var enormt fint.
Det gav mig lidt associationer til fornemmelsen når man er ude at rejse/bor i udlandet og hænger ud med folk, primært fordi de er der og man har lyst til at hænge ud med nogen. Ikke at de nødvendigvis er dårlige mennesker eller man ikke kan lide dem, man er bare bevidst om at man hænger ud med dem for at være social med nogen og at man nødvendigvis ikke er sikre på at man vil se dem igen. Jeg knuselsker det her scenarie og vil klart sætte det op igen ved lejlighed. Jeg vil vildt gerne spille lignende ting, så jeg skal lige have kigget mere på Nørwegian Style. Hele semi-live tingen fungerede også enormt godt, fordi folk så kunne hente kaffe eller lignende eller bare pege på hinanden.

 

Hvad jeg især elsker ved det er at det har en form og reelt indhold. Jeg synes godt om virkemidlerne i meget “freeform” rollespil, men jeg savner oftest mere håndgribeligt indhold. Derfor var “Until We Sink” virkelig lige noget for mig. Jeg fik nærmest lyst til at bruge det som starten på en kampagne eller som et indslag, hvor spillerne efterforsker mordet, hvor selv rollespillet er hvad de hører fra folkene som var på øen, inden den sank.

 

Så kære Magnus, hvis du læser dette vil jeg bare sige tusind tak fra mig og mine venner! Jeg havde allerede lidt høje forventninger til dit scenarie i forvejen, men “Until we sink” var endnu bedre end det!

Con2 2020 søger scenarier og aktiviteter!

Kære alle!

 

Con2 vender naturligvis også tilbage i 2020! Datoer, krav, etc kan ses i denne fine samtale mellem den nye 1. rollespilsansvarlig Kathrine Hedegaard og jeg (nu 2. rollespilsansvarlig).

Hvis man har spørgsmål er jeg klar på at besvare dem her eller sammen med Kathrine på rollespil@con2.dk. 😀

 

 

Til minde om Torben Ussing (1949-2019)

Jeg læste i går at Torben Ussing desværre er død her for fire dage siden. Øv.
Det har tidligere været nemmere for mig at skrive nekrologer fordi det har været folk som har betyder noget for mig, men hvor jeg ikke kendte dem så meget igen personligt. I Torben Ussings tilfælde betød han imidlertid noget mere for mig og jeg kendte ham ganske godt. I er meget velkommen til at dele hvad jeg har skrevet her med hans efterladte.

 

Jeg mødte Torben Ussing første gang i 2003 på Viking-Con og igen mange gange efter på Viking-Con, Con2 og Vintersol, hvor jeg som scenarieansvarlig havde fornøjelsen af at arbejde sammen med ham i 2012 og 2013. Det var virkelig en fryd, for Torben havde styr på sine ting og var generelt et virkeligt behageligt menneske at arbejde sammen med der. Jeg lærte ham især at kende efter jeg spillede med ham som spilleder på hans scenarie Retro fra 2004, hvor han brugte terninger der var ældre end mig. I det hele taget betød det meget for mig at møde ham der, for jeg oplevede ham som en hyggelig morfar type (jeg var 18 på det tidspunkt), som mødte mig hvor jeg var. Det betød meget for mig der, for det oplevede jeg ikke altid at man var gode til dengang. Det oplever jeg (jeg kan tage fejl) at det er noget vi er blevet bedre til som miljø. Jeg synes i hvert fald at Torben Ussing gjorde et godt eksempel der. Jeg havde desuden fornøjelsen af at se en anden side af ham på Vintersol i 2008, hvor jeg sad med ham og Uffe Thorsen og nød et par stille øl (uden at nogen af os var reelt berusede) imens Torben underholdte os med hvor forfærdelig en politiker Erhard Jacobsen havde været.

Torben var en af de tidligste forfattere i dansk rollespil og skrev scenarier fra Viking Con begyndte i 1982 (som den første con i Danmark) og til og med sidste års Viking-Con. Dvs små 36 år som scenarieforfatter med et konstant output med et begejstret publikum. Det er jo vildt sejt. Han bevægede sig også rundt i genrerne. Jeg spillede Gethsemane i 2009 som Joshua/Jesus af Nazaret, som var en virkelig vild og følelsesmæssig stærk oplevelse. Ligeledes havde jeg stor fornøjelse af at spille Turn on, tune in, drop dead, som foregik i Canada i slut 60’er/start 70’erne til tonerne af Joan Baez og Torben Ussing i hans gamle tøj fra perioden 😀

Jeg oplevede Torben Ussing som et underspillet og afdæmpet menneske, men også med en sans for humor, enormt meget menneskelig varme og glæde. Torben Ussing gjorde en pokkers til forskel for dansk rollespil. Jeg syntes virkelig godt om ham  og kommer til at savne ham gevaldigt.

Wacky magi i Sværd og Trolddom

Den gode Morten Greis opfordrede mig for et stykke tid siden på Twitter til at skrive noget om wacky magi i Sværd og Trolddom ift en diskussion om kedelige formularera i Shadowrun som kom op i Lænestolsrollespil. Der er nogle forskellige magiske traditioner i Advanced Fighting Fantasy, hvor cirka halvdelen af dem er sære.

 

En ultrakort beskrivelse af de ikke-sære traditioner: Der er wizardry (du har mana og formularer, du behøves ikke memorisere dine formularer), priestly magic (min gud er sejere end din og giver mig magiske kræfter), conjuration & enchantment (kan kun læres af erfarne magikere, gør hvad man forventer). Der er nogle enkelte lidt wacky formularer der bl.a. en petty magic formular som gør at dine øjne lyser, primært fordi det er sejt og kan imponere folk der ikke ved noget om magi. Det bringer os til de sjove typer magi!

Sorcery

Sorcery er især kendt fra serien om Kongernes Krone og bruger Udholdenhed som benzin i stedet for magic points. Man begynder som sorcerer med at kunne ALLE formularerne på listen, hvor ens magi-stat så afspejler hvor sej man er til at bruge den magi. Så sammenlignet med wizards er sorcerers sejere til at begynde med, men bliver mindre sejere undervejs. De har desuden et dejligt taktisk valg ift at de bruger deres udholdenhed som brændstof samtidig med at de er sejere til at slås end wizards er.  Det som for alvor gør Sorcery wacky er ingredienserne, hvor man f.eks. skal have -“Nose plugs”  og en grøn paryk, goblintænder, bambusfløjte og lim for at nævne nogle af de mere wacky. Så hvis du f.eks. skal tale med dyr, så skal du naturligvis have en grøn paryk på. Deres tab af udholdenhed kan ikke helbredes med første hjælp eller lignende, da det ikke er fysiske sår. Det er ret morsomt i praksis med udholdenhed, for det gør at sorcerers spiser næsten konstant, præcis som i bøgerne for at få deres udholdenhed tilbage.

Naval sorcery

Naval sorcery er meget det samme som sorcery, bare til havs. Det er tydeligvis beregnet til NPC’er, men der er dog ingredienser som f.eks. en monokel (til at kunne se bedre) og en forsølvet muslingsskal. Det er meget sjovt, omend at der er en af reglerne som er virkelig dårlig i form af at man ikke kan lære anden magi end Naval Sorcery. Der tænker jeg at man sagtens kan lære det som en tilføjelse til almindelig Sorcery.

Chaos magi

Jeg har skrevet noget om Kaos tidligere (se link nedenunder), men Kaos magi i AFF er virkelig dumt og sejt samtidig. Det fylder 2½ side og man kan forsøge at kaste alle Wizardry eller Sorcery spells i spillet. De vigtige ord her er “kan forsøge”, der er godt nok en masse ting der går galt. Man ruller 2d6 og forsøger at rulle under noget. Problemet er bare at hvis man ruller to ens sker der alt muligt crazy, inklusiv at ens karakter kan mutere (i løbet af 6-12 timer) og mutere noget mere. Men det føles fedt, bl.a. fordi en kaos magiker kan blive ved med at mutere i det uendelige i modsætning til WFRP. Desuden kan man risikere at blive teleporteret et andet sted hen, portaler kan åbne og andre sjove ting. Det er max crazy og dejlig ikke-Lovecraftiansk (igen i modsætning til WFRP). Af de 2½ side er en af dem en liste over tilfældige formularer som man kommer til at kaste i stedet for hvad man egentlig havde tænkt sig. Jeg får lyst til at slippe sådan en løs og kaste vedkommende efter mine spillere, for det kan kun blive vildt.

Maskemagi

Kristian skrev i hans Sværd og Trolddom julekalender om Isheksens Huler, som udover at have min yndlingsillustrationer i hele serien også har et plot hvor man skal have hjælp af en magiker der laver magisk masker. Der er en serie af magiske masker, som alle sammen koster en del i XP. Helt specifikt 100 XP per maske hvor forslaget er at spillerne får 40-50 per spilgang.  Plus at (i min optik) først giver mening at man lærer ting som magiske masker eller tatoveringer når man er blevet til en forholdsvis sej magiker. De har så alle en almindelig effekt, en “attuned” effekt (hvor masken laves til en specifik person) og en ekstra effekt som kan aktiveres når brugeren ønsker det. Et eksempel ville være “Mask of the Bard – Spirit of the Harpy” som ligner en skrigende, gammel kone. Den hjælper så (naturligvis!) en til tale bedre med folk. De kan sagtens se den, men folk som bæreren taler med lægger ikke større mærke til den. Hvis den er almindelig får man +2, hvis den er attuned får man +4. Ekstra effekten er så at folk ikke kan angribe en i kamp Det er et sjovt regelsystem, bl.a. fordi man automatisk kan lave en maske hvis man bruger en dag på det. Det er dermed brugbart i praktisk spil (hvis man har de store mængder XP der skal til).

Magiske tatoveringer

Kristian skriver i hans gennemgang af Tyvenes By om de magiske tatoveringer. Alle ved jo naturligvis at det sejeste i verden er tatoveringer i ansigtet, så det får man jo selvfølgelig i den bog. Magiske tatovører funger meget ala maskemagere (100 XP for hver ny tatovering/maske). Det tager en time at få lavet sådan en tatovering og man kan kun have en, som skal være synlig. Så kan man f.eks. få en fin tatovering af en delfin og trække vejret under vand i X antal minutter (X=lig med bærerens Evne). Et andet eksempel er at man kan få en tatovering af en flyveabe, som gør at man kan trække 100 meter fra et hvert fald, uanset om man er ved bevidsthed eller ej. (normalt dør man af over 20 meter, så det er jævnt hen sejt).

 

Så det var lidt om wacky britpunk magi. Mere af det i rollespil, tak 😀

Referencer

Jeg skriver om Kaos her.
Kristian skriver om Tyvenes by her.
Kristian skriver om Isheksens Huler her.

Til minde om Alex Uth (1970- 2019)

Jeg har lige her til aften hørt at Alex Uth er død. Jeg kan ikke påstå at Alex var en person som jeg kendte godt, men hun har om noget gjort en personlig forskel for mange i dansk rollespil, inklusiv mig. Jeg vidste ikke at hun var syg, så det kommer som et lyn fra en blå himmel. Men et par ord skal hun fandeme have med på vejen, for Alex Uth var fandeme sej!

Jeg mødte vist teknisk set Alex for første gang på Hyggecon 2002 (vi var der i hvert fald begge to), men jeg husker ikke præcist hvornår vi begyndte at tale sammen. Jeg husker at vi begyndte at tale mere sammen i årene der gik. Jeg husker at hun lavede den mest joke upassende joke i dansk rollespil (som er for upassende til at skrive offentligt, selv på denne blog). Jeg husker hende ikke mindst for at have givet mig en kæmpe krammer på Fastaval 2019. Jeg mener i hvert fald det var i år, nu bliver jeg naturligvis i tvivl. Pointen var bare at jeg ikke havde regnet med det og blev enormt glad for den kærlige gestus. Alex grundlagde Dirtbusters, fandt på udtrykket fætter-kusine fest, var aktiv arrangør på mange område (bl.a. cafeen), nomineret til Æresottoen 2 gange (!) og skrev en helvede masse scenarier som om noget havde et begejstret publikum. Det kan man kun have respekt for. Desuden var Alex Uth stor fortaler for at man også skulle lade de unge komme til. Jeg kommer til at savne hende, for hun var fandeme vild.

Til alle jer, der var bedre venner med Alex end jeg, dem der kendte hende bedre end jeg gjorde vil jeg gerne kondolerer mange gange og sende jer kærlige tanker.

 

Jeg har haft svært ved at slutte dette indlæg af (har slettet denne linje 3-4 gange), men om ikke andet vil jeg slutte af med at sige “FUCK CANCER!”

[Anmeldelse] Demons of Doom

Forsinket anmeldelse fra en bog jeg fik fra Kickstarter for et stykke tid siden.

 

“Demons of Doom” er den nærmest obligatoriske “spil de onde” bog til Advanced Fighting Fantasy, udgivet af Arion Games og er skrevet af Graham Bottley (som vist i praksis er Arion Games). Jeg betalte ikke synderlig meget for bogen, som jeg har i softcore. Den er på 83 sider og i sort/hvid. Der er ikke en tl;dr af denne anmeldelse, for den bliver ganske kort.

 

Jeg har tidligere været ganske begejstret for Arion Games genfortolkning af Advanced Fighting Fantasy, fordi jeg tænker at den grundlæggende virker og gør en masse noget komplicerede ting voldsomt simple. Jeg ved ikke om matematikken holder, men det gør det nemt at spille Sværd & Trolddom-agtige eventyr i en fucking awesome verden, som er mere crazy end Warhammer til tider og med mere gøglede monstre og mindre Lovecraft. Det er jeg stor fan af, selvom Warhammer selvfølgelig også er awesome. Demons of Doom er den første bog hvor jeg har været decideret skuffet i den serie. Det er til dels fordi der ikke er så meget decideret nyt materialer udover hvad der tidligere har været i monstrebøgerne, men også fordi at bogen slet og ret er dårligt sat op rent visuelt. Der er en del genbrug af gammelt artwork fra Sværd og Trolddoms-bøgerne og noget nyt voldsomt kedelig artwork. Desuden er billederne sat noget rodet op. Jeg siger ikke at jeg decideret ville kunne lave det bedre selv, men jeg er faktisk en kende i tvivl. Jeg kender til gengæld flere i dansk rollespil der rent faktisk ville kunne lave det bedre. Selve det spilmæssige indhold er til gengæld fint og funktionelt uden at det er inspirerende.

Såeh…jeg har lagt 100 kr for en bog som jeg ikke udelukker at jeg ville kunne bruge. Indholdsmæssigt er det en okay bog, hvor opsætningen og noget lidt uinspirerede tekst og ditto tegninger desværre gør at vi ender på 2.5 ud af 5.0.