Thais skriver om rollespil og andre ting, der interesserer ham
Jeg kom forbi min genbrug igen i dag og stak hovedet ind for at se om de stadigvæk havde Sentinels of the Universe til 40 kr. Det havde de og jeg opdaged eundervejs at de også havde Once Upon a Time til 20 kr (hvor jeg er ret pjattet med konceptet) og Red November til 20 kr også.
Fedt nok for mig, men hvem fanden sender sådan en samling fine spil til genbrug?
Jeg tog et smut forbi den lokale genbrugsbutik for at købe mig en sportstaske og ende med at bruge 150 kr i stedet for 25. Der var nemlig lige nogle brætspil og kortspil til billige penge.
Henholdsvis Puerto Rico for 25 kr, Cthulhu Gloom, for 10, kr Mr. Jack Pocket for 10 kr, Bohnanza med udvidelse for 10 kr pr stk, Race for the Galaxy for 40 kr og Stonehenge an anthology board game (som jeg intet kender til, men som tydeligvis er spritnyt) for 40. Så jeg glæder mig til at få prøvet nogle af dem ved lejlighed. I mellemtiden kan jeg så finde ud af hvordan jeg får plads i min reol til mine nye spil…
Jeg surfede forbi RPG.net for et par dage siden og faldt over en tråd ved navn: New White Wolf: “Before Vampire, RPGs were all childish fantasy games for losers!” . Den tråd var baseret på en trailer for en dokumentar om World of Darkness, især Vampire: The Masquerade, som kan ses her.
Jeg har oplevet en del historierevisionisme, men jeg er sgu imponeret her. Tråden kan ses her og er på 110 sider i skrivende stund (og ja, jeg kom sgu til at falde i og læse hele møget). Vi er kommet 10 sekunder ind før det første forkerte bliver sagt: “Roleplaying games in the 70’s and 80’s were all adventure games, you’d go on an adventure, you’d kill the dragon. ” og lige kort derefter: “The World of Darkness changed everything.” Der er kun et problem ved det overstående. Det er løgn. Som det også fremhæves i tråden var blandt mange andre Call, superhelterollespil, Traveller, Pendragon (hvor at en karakters personligheds var afspejlet i systemets værdier), Space 1889, Cyberpunk 2020, Paranoia og sikkert mange flere. Jeg siger ikke at Vampire ikke gjorde noget nyt da det udkom i 1991, men den overstående video kan jeg sgu ikke tage alvorligt. Det samme gælder påstanden om at “the club scene” og rollespilsmiljøet blev overlappende.
Jeg skal ikke dishe folk for at kunne lide Vampire & WoD, men jeg er fandeme nødt til at dishe denne her trailer hårdt, for jeg afskyr historierevisionisme af hele mit hjerte. Se mere om Vampires påvirkning til sidst i indlægget. Selvom jeg ikke kan lide spillet i dag, så gjorde det helt sikkert en forskel ift rollespil. Udover det pinlige forsøg på historierevisionisme vil jeg lige fremhæve to ting som bliver fremhævet i den over 100 sider lange tråd:
Som det først blev der fremhævet en sekvens fra et tekstbaseret Vampire computerspil, hvor man træder over i grimdark eller edgy for at være edgy. Det kan i et eller andet omfang godt rettet som en generel kritik af Vampire og White Wolf (til tider i hvert fald). Der kan ses et screenshot her, I er advaret 😀
Det andet er et citat af designeren Levi Kornelsen, hvor jeg er rørende enig. Han skriver på side 30 følgende:
“I think it’s absolutely the case that Vampire promised story and relationship drama to a revolutionary level, and caused a massive shift as a result.
I also think part of that massive shift was inspiring the first generation of Forge-style indie games, what with many of those being from people who felt that Vampire was utter shit, mechanically speaking, at delivering on that promise.”
Da jeg her tidligere i år var på Horsens Black Box opdagede jeg at de plakater for gamle teaterforestillinger der hang på Komediehuset mindede om gamle Fastaval-scenarier, både i titlerne og i deres visuelle udtryk. Det kunne om noget have været scenarier fra Fastaval i 90’erne og tidlige 00’er Så dem vil jeg da lige dele med jer (jeg havde kun min tablet til at tage billeder med, så derfor er jeg også selv tydelig i flere af billederne).
Jeg fik en email via en gammel Nephilim Yahoo-emailliste om det svenske spil Lex Occultum, som er et 1800-tals okkultisme spil og åbenbart forholdsvis gotisk med masser af vampyrer, varulve og hemmelige selskaber. Det virker forholdsvis interessant, især fordi jeg i forvejen har fundet på en kampagne til det (“Gloria Preussens – sogar jenseits des Grabes!”) og generelt har et svagt punkt for rollespil sat i 1800-tallet. Så det ville jeg lige nævne da jeg synes det virker interessant og for evt at få andres input om hvad de tænker om kickstarteren 🙂
Kan findes her med video nedenfor.
EDIT: Jeg har (lige som Peter her) arbejdet på det her indlæg i en halv evighed, men af ukendte grunde valgte WordPress at udgive den i fortiden. Så nu “genudgiver” jeg den, så den kommer op i toppen af Alexandrias blogfeed. No shame.
Nu hvor vi havde spilgang i Dalscharas familie i slutningen af januar så giver det jo god mening at jeg skriver om vores 6 spilgang nu (som så var i december) og vores 7 spilgang, som var i februar uger siden (så kommer der noget mere om den 8 spilgang, sikkert sammen med spilgang nr 9). Vores spilgang nr 7 begyndte med at jeg havde lavet en oversigt over hvilke formularer spillerne kunne lære. Der fik jeg første behagelige overraskelse, for folk valgte nogle andre formularer end jeg havde regnet med. Navnlig valgte en af spillerne at tage “Tilkalde fugle” og en anden valgte at tage “Tale med fugle”. Jeg havde ikke regnet med at spillerne ville ofre så meget som et blik på nogen af formularer “Tilkalde [dyre-type]”, “Tale med [dyre-type]” og senere “Kontrollerer [dyre-type]”, men det var de åbenbart vilde med. Og så skulle de da sandelig også have lov til at bruge det. Helt konkret valgte en af mine spillerne at tilkalde fugle og en anden lærte at tale med fugle, hvilket der kom en meget fin scene ud af. Som altid var karaktererne ud at sejle (da de bor på en ø-gruppe) for at fiske, da deres lærer Lysmester (ærlig og lidt sur købmand, som samtidig er hamrende dygtig til illusionsmagi) om at øve dem i deres formularer. Så efter en meget succesfuld fisketur (Lysmester rullede et perfekt slag) tilkaldte de første en fugl, som naturligvis viste sig at være en albatros. Den slog sig ned på et reb og kiggede afventende på karaktererne, hvor en af dem så kastede “Tale med fugle”. Albatrossen var forholdsvis snakkesaglig og fortalte at den havde set to af “jeres slags i den retning” (hvor den pegede med vingen tættere ind mod Khari-øerne), som “lå og flød i vandet”. Albatrossen fik en fisk og var glad. Spillerne fik fart på og satte sejl, indtil de faldt over en udhungret nøgen kvinde der lå på en bjælke. De fik hjulpet hende om bord og fik kastet formularen “MODSTANDSKRAFT” på hende.
Noget lidt interessant ved det: MODSTANDSKRAFT er så vidt jeg kan læse mig frem til som formular bare beregnet til at man kan modstå ILD og FROST-formularerne der giver skade (og lignende formularer). Det interessant er at Kealas spiller brugte den som medicinkyndig til at kvinden ville have nemmere ved at håndtere kulden efter at have ligget i vandet. Derfor valgte jeg at hun kom igennem det uden varige mén, især fordi spilpersonerne fik hende pakket forsvarligt ind i en pokkers fart.
Hvad de dog især lagde mærke til var at hun tydeligvis kom fra samme sted som Blodvant, nemlig den Mokupunisk Republik (en kombination af den romerske republik og polynesisk kultur), da hun havde en tatovering på skulderen med navnet på hendes ejer, Iovita. Det er især relevant, da Khari-øerne hvor de opholder sig i øjeblikket om noget er et tilflugtssted for tidligere slaver og andre på flugt. Derfor hænger de lokale oftest slavehandlere eller -ejere uden større rettergang.
Imens nogle af spilpersonerne fik pakket slavinden ind sejlede de videre og faldt over en rise (som er Drager & Dæmoner-sk for en ogre), der på samme vis lå i vandet på en bjælke. Ham fik de også fisket op, hvor han dog viste sig at være noget mere ovenpå på trods af at han havde ligget i vandet i oven en dag. Vi taler her om et klima et sted imellem Island og Irland, så det var en let måde at indikere hvor hårdfør en rise er. Risen introducerede sig selv som Krannish (et navn stjålet fra et af eventyrene i Drager & Dæmoner grundsættet) og viste sig hurtig at være nyttig da han tydeligvis havde været sømænd før og var stærk som en okse (skal forstås bogstaveligt, ikke metaforisk). De forsatte til hovedøen, hvor de fik båret slavinden ind på kroen med risens hjælp. Hun blev lagt i en varm seng under Khealas pleje. Her dukkede en tredjedel af den lokale regering op, nemlig bjærge- og fiskerkaptajnen Brina. Hun meldte at hun havde fundet og bjærget hvad var og undskyldte for at hun var kommet til at overse slavinden, hvad hun oprigtigt virkede ked af. Derfor gav hun spilpersonerne nogle sølvmønter til at betale for at slavinden kunne komme sig på kroen (i bedste den gode samaritaner-stil). Hun gav dem derudover et læderhylster med et brev, som ingen havde kunnet tyde, men hvor hylsteret heldigvis havde været vandtæt. Brevet beskrev en handelsekspedition som havde til formål at udnytte de rige fremkomster af mineraler og metaller, heriblandt jern på Khari-øerne og bad om et lån til investeringen, så man kunne investere i værktøjer, slaver, forsyninger og vin. Spilpersonerne havde her en rigtig interessant debat om det sammen med Lysmester, hvor de blev enige om ikke at fortælle nogen noget om det indtil videre.
Vores spilgang nr 7 begyndte desværre med en aflysning (note til alle mine læsere: Gå til lægen hvis I har det dårligt. Lad være med at vente til I er blevet så syge at I bliver sat på en pencilinkur).Så jeg tog konsekvensen og lod karakteren tage væk, hvilket betød at akrobaten Esbjörn tog med Lysmester tilbage til magikernes ø imens han bad de 3 andre spillere finde ud af hvad der var sket med det mokupuniske skib som gik ned og om alle om bord var gået ned med skibet. Han gav dem derefter et magisk diadem. Det var udformet som et pandebånd med sølvtråd vævet ind i råsilke med tre store perler og havde SYN E3, som gør at man kan se alting omkring i 90 meter omkreds og man kan se tilbage i tiden i effektgraden antal dage i det område hvor man er.
Mens spilpersonerne sad og spiste morgenmad kom Brina ind og informerede spilersonerne om at ligene af de andre besætningsmedlemmer fra det mokupuniske skib var skyllet op i nærheden og at hun havde fundet det mokupunisk skib tidligere (og bjærget alt undervejs). Så spilpersonerne fik frokost med fra kroen i form af fladbrød, røget fisk og noget syltetøj (fra kroværten Cyndel, som er den anden tredjedel af den lokale regering) og gik. Spilpersonerne sejlede med Brina ud for at se på skibet og ligene, hvor deres kirurg gik i gang med undersøge ligene, hvor en af dem havde taget et hallucinerende stof og en anden havde fået et gevaldigt gok i nødden. Keala/Blodvandt obducerede så kort en af dem og fandt (ikke overraskende) ud af at manden var død af druknedøden.
Jeg tog her og spurgte spillerne om deres tanker om begravelsesritualer på Khari-øerne og spurgte dem om hvad de ville foreslå. Så efter en kort diskussion besluttede vi for os en “sky burial”, hvor indbyggerene så lægger deres afdøde i et lavt meget bredt hul på et klippefremkomst på et stort kvadratisk klæde, lader fuglene komme og senere brænder knoglerne. Så Tamazight holdt en kort, men meget fin tale for de døde mokupunere som blev lagt op på klippefremkomsten, tøjet blev taget af dem og fuglene begyndte at ankomme.
De forskellige spilpersoner reagerede på ret forskellig vis til begravelsesritualet, hvilket skabte noget fint og ret subtilt kulturspil. Spilpersonerne bad her Brina om at sejle dem ud til hvor det mokupuniske skib var gået ned. Skibet lå på siden med lidt over halvdelen under vandet, et stykke syd for en af øerne. Brina fortalge at de havde bjærget hvad der var, heriblandt metalværktøjer af forskellig art. Her benyttede Tamazight sig af diademet (da hun har en stor hætte på hende kåbe) og kunne derefter se 3 dage tilbage i tiden, hvor at skibet ganske rigtigt sejlede der. En af de to rige købmænd (den mandlige af dem) gik lidt afsides og begyndte at blande et pulver i sin drik, hvorefter han satte sig ned og tydeligvis var i gang med et syretrip. De andre på båden sov, så slavinden så sit snit til at gribe en økse, gå nedenunder og hugge hul i bunden på skibet. Da en af mokupunerne opdagede det rejste han sig og skulle til at råbe alarm, hvor slavinden slog ham i hovedet med den stumme side af øksen, så han blev slået ud. Hun greb derefter en bjælke og sprang over bord. Tamazight lagde her mærke til her var at der var en enkelt fra besætningen, der sprang over borde og svømmede i land til øen nord for skibet. Alle andre gik ned med skibet og druknede, imens slavinden blev skyllet ud med strømmen i retning af hvor spilpersonerne havde fundet hende tidligere. Spilpersonerne gik derefter i gang med at spore håndværkeren vha det magiske diadem, hvor de fulgte hans færd over øen i løbet af natten, hvordan han havde brudt ind i et skur for at få mad og stof (til nogle hurtige benklæder og noget at vikle om fødderne) og hvordan han krydsede over et vadested mens vandet var lavt. Han var tydeligvis bevidst om at det ville være risikabelt for ham at komme i kontakt med de lokale i tilfælde af at de fandt ud af at han kom fra en kultur der holdt slaver. Spilpersoner stod her og overvejede om du skulle følge efter, da vandet var lavt, men også i gang med at stige igen. De valgte at tage chancen og krydsede over, selvom de godt var klar over at de ikke kom fra den mindre ø igen uden hjælp fra andre. De vadede over og kom til en mindre ø med en lille stenhytte, tydeligvis beregnet til fiskere som skulle ud med tidevandet klokken møg om morgenen og udstyret med bålsted (med et nyt og koldt bål) og nogle tæpper til at man kunne overnatte i. De benyttede sig igen af diademet og kunne se håndværkeren ankomem (hvor der var en båd ude foran hytten) midt om natten, tændte et mindre bål skjult inde i hytten, varmede sig, sov i cirka 6 timer og stod op med baggryet hvor han tog båden og sejlede ud. Her stødte spilpersonerne på den sidste tredjedel af øernes regering, nemlig Mará som er den ældste (statslig kvinde i sort kjole/kåbe med kappespænde af hvalrostand og kortsværd i bæltet (læs: hammerdyrt tøj og symbol på autoritet)). Hun kom derud til hest (også udsædvanligt for øerne) og spurgte dem ud om de vidste noget om det var der havde stjålet stof og tøj. Spilpersonerne var konsulterede her kort og valgte så at fortælle Mará om hvorfor mokupunerne var ankommet til ø-gruppen: De havde funder store metal og mineralfremkomster på øerne. Mará noterede sig det, men sagde ikke noget nærmere til det. Spilgangen sluttede med at spilpersonerne blev hentet og sejlet tilbage tilbage til kroen.
Jeg havde derefter en solo spilgang med Esbjörns spiller, hvor han tog med tilbage til magikernes fæstning/hjem. Der blev han bedt om at tage med ned til minotaurner, der bor i en labyrint under borgen sammen med en anden af læremestrerne, Gammelhjerte og pigen Hjertenskær, datter af Ravøje (halvling mester) og Løghoved (goblin mester), da hun skulle ned og lege med nogle af minotaurernes børn (der er cirka dobbelt så store som hende) og de desuden “skulle hjælpe minotaurerne med noget”. Efter at være gået ned i labyrinten og tilkaldt en guide ved hjælp af en sølvklokke blev Gammelhjerte og Esbjörn ført igennem tunnelerne til minotaurernes by. Den var indrettet i en kolossalt stor hule med åbent ud til havet, så der var mulighed for solskin og nogle landbrugsterrasser med rodfrugter. Minotaurerne havde desuden geder gående i en indhegning. I kanten af hulen havde de hugget huse ind i klippen i en forholdsvis simpel facon. Desuden så Esbjörn en anden stor hule med en underjordisk flod, hvor 10-20 minotaurer sad på hver siden af floden og fiskede. Han mødte desuden minotaurernes leder Stålnæve, som var i gang med at passe børnene da Esbjörn ankom. Stålnæve viste sig at være et stort brød af en minotaur lige omkring de 2.75 meter med hvidt hoved og klædt i jernrustning (som en slags embedsuniorm). Efter de fik “parkeret” Hjertenskjær i minotaurer-børnehaven tog Stålnæve Esbjörn med ind i en hule, hvor der var en kløft på små 8 meters bredde og hvor bunden ikke var synlig. Stålnæve forklarede her at minotaurerne var i gang med at udbygge deres bro og at de i den forbindelse gerne ville have bygget en hængebro over kløften.
Esbjörn fik derefter bundet et langt reb om livet og fik stukket to store pløkker af bronze og en træhammer i hånden og brugte SPRING til at hoppe over kløften. Han landede og fik hurtigt hamret de to pløkker i. Esbjörn brugte derefter SPRING til at komme tilbage. Pga et halvdårligt rul bad Stålnæve Esbjörn om han kunne få den bedre slået i, hvor at Esbjörn på passende nonchalant vis klatrede frem og tilbage på rebbet over kløften (Akrobatik 5 har sine fordele). Stålnæve var glad for hjælpen og imponeret af den unge magikerlærlings mod. Så han fandt en lille rubin frem fra en pose vha en pincet og gav til den Esbjörn, hvor vores lille solo-spilgang sluttede.
Det slog mig lige at jeg manglede en oversigt over spillerkaraktererne i Dalscharas familie, så den kommer her. 🙂 2 ud af 4 karakterer har fået valgt sig et familienavn, som er en traditionen indenfor Dalscharas familie, hvor et medlem får mulighed for at lægge sit liv inden indtrædelse i magikerordenen bag sig (ja, jeg lod mig inspirere af franske Fremmedlegion her).
Arteban XII af Kalahri. Kalahri var et af de 3 oprindelige imperier, som faldt for cirka 75 år siden, hvor prinsen Arteban XIII selv er overbevidst om at han er efterkommer af de kalahriske kejsere/kejserindere. Jeg har ikke selv truffet en beslutning endnu om det ser sandt eller ej, men det skal nok komme i spil på den ene eller anden måde. Arteban er god til at slås og ved en masse ting, men har til gengæld demonstreret en totalt mangel på forståelse for økonomi og hvor meget ting koster. Han blev medlem af Dalscharas familie i forbindelse med et oprør imod hans far kongen.
Keala Tulius Kauri, nu også kendt som Blodvant. Keala kommer fra den Mokupunisk Republik, som er en slags kombination af den romerske republik i et ø-rige og polynesisk kultur og æstetik. Han var en dygtig feltkirurg/læge (og kan desuden lave droger), der blev ramt af et politisk plot og derfor var nødt til at flygte. Blodvant er lettere ramt af en let omgang PTSD, afhængig af spænding og distræt udenfor kamp og lignende, men er langsomt i gang med at komme sig. Han er handlekraftig, altruistisk og andre ting som gør en til en pokkers god læge.
Tamazight er en slags nomadisk nonne. Hun kommer fra et grænse område hvor stammer med kombination af vestafrikansk og indisk kultur levede. Hun var en del af en slags munke/nonne-orden, som rejste rundt og medierede imellem stammerne. Hendes pligt gjorde til gengæld også at hun ikke måtte have familie, så derfor greb hun chancen for at få sig en familie i form af magikerordenen. Tamazight er en voldsomt altruistisk type med en klar fornemmelse af rigtig og forkert. Hun har desuden nogle sjove vaner og tanker, som bl.a. at hun betragter det at være fastboende som en mindre god ide ift ens mentale helbred.
Esbjörn/Tågesnak er en akrobat fra et roma-lignende samfund, der bor langt oppe mod nord. (Esbjörn er desværre ikke blevet illustreret endnu. Det er desuden Artebans spiller, Morten Schnedler, der har stået for illustrationerne. Hans andre ting kan ses her.) Esbjörn levede som akrobat for rige/adelige i en by i nærheden af den lejr, hvor han er født og vokset op. Hans folkeslag har tendenser til albinisme og blev udsat for forskellige slags racisme og fordomme. Han blev medlem af magikerordenen efter at have været rodet ind i noget knivstikkeri, hvor hans stamme/familie svigtede ham. Han er afgjort den mindst altruistiske af karaktererne (bl.a. hoppede han bare med for at få mad), men er begyndt at få varmere og varmere følelser overfor medlemmerne af magikerordenen og de andre spilkarakterer, fordi han i modsætning til før bliver behandlet ordenligt. Esbjörn er en karismatisk og veltalende type med stor grad af selvironi (hans selvvalgte navn kommer deraf) og i gang med at forstærke hans i forvejen helt vilde evner som akrobat (han har 5 i Akrobatik for dem der kender Drager & Dæmoner Expert) med magi.
Jeg havde egentlig overvejet at forsøge selv at skrive til denne antologi, hvilket dog ikke blev til noget. Derfor er jeg meget glad for at have fået muligheden for at anmelde den. Mørke Guders Templer er udgivet af H. Harksen Productions, redigeret af Rasmus Wichmann og Henrik Sandbeck Harksen.
Som enhver antologi er Mørke Guders Tempel (herefter bare MGT) en noget blandet landhandel, hvor jeg er begejstret for nogle af historierne og mindre for andre. Det er til dels et spørgsmål om smag til dels, men også genre. MGT er sat op som en “sword and sorcery” antologi. Derfor synes jeg at det er et problem at det ikke er alt i bogen der er sword and sorcery. Det vender vi tilbage til senere, men lige for at få det af vejen: Jeg synes at MGT har nogle halvstore problemer, men jeg ender stadigvæk med en anbefaling af bogen for mange af novellerne er gode.
Grunden til at Henrik sendte mig et anmeldereksemplar var min rollespillerbaggrund og hvordan at fantastisk noveller (sci-fi, fantasy, horror, etc) har haft indflydelse på rollespil og hvilken indflydelse det har haft på rollespil. Det samme tema drejer Rasmus Wichmanns introduktion til antologien, hvor han også skriver om rollespil undervejs og hvordan sword & sorcery har påvirket rollespil. Det er et hamrende interessant indlæg til at begynde med, omen det 1) kunne have været længere og mere i dybden ht rollespil og 2) passe lidt bedre ind ift antologien. Bl.a. savner jeg lidt uddybning ift forskellige livetraditioner i Danmark og Tyskland. Det er sådan set ikke denne antologiens hovedformål, men det havde været interessant.
Mine 4 yndlingsnoveller er følgende: En sang om vand af A. Silvestri, Karzul – Stjernekoglerens forbandelse af Kristoffer Jacob Andersen, Tårnenes konge af Lars Kramhøft og min personlige favorit Den grå guds tempel af Flemming R. P. Rasch, for de formår alle på forskellig vis at skrive noget sword & sorcery og samtidig bringe noget nyt til genren. En Sang om Vand minder til tider mig om Lord Dunsany og er interessant fordi man ikke får forklaret alt hvad der foregår/er foregået, men samtidig kan følge med i handlingen. Karzul – Stjernekoglerens forbandelse er sjov på den virkelige fjollede måde og samtidig en god historie. Tårnenes konge er interessant, fordi den formår at være sword and sorcery-agtig i Arabien under mongolsk besættelse. Den er pokkers velskrevet! Min personlige favorit er som nævnt Den Grå Guds Tempel Af Flemming Rasch, da den formår at kombinere sci-fi elementer på en ret elegant måde. At have en kvindelige hovedperson som ikke var lækker var derudover også fedt.
Omend at de fleste af novellerne er udmærket, så oplever jeg det lidt som et problem at hele samlingen godt kunne være mere sword & sorcery . F.eks. er l “Mørke guders tempel” af Christiana E. Ebbesen mere “almindelig fantasy” end “sword & sorcery” med orker, elvere, etc (men nogle interessante twists). Det er en pokkers interessant novelle, hvor jeg dog oplever at den er fokuseret for meget på settingsopbygning og ikke nok på historien. Det er en skam, for jeg synes at settingen virker interessant, men novelle-formatet er i min optik for begrænsende til både setting og historie. Så hvis du læser dette kære Christiana Ebbesen, så håber jeg at du skaber en roman ud af din novelle. For den ville jeg købe og nyde at læse 😀
Mørke Guders Tempel er alt i alt en blandet landhandel. Det er en udmærket samling, der dog godt kunne have været mere sword & sorcery. Den er også anmeldt over på Planet Pulp, hvilket kan læses her.
Jeg har for et stykke tid siden backet bogen Lovecraftesque på Kickstarter, da det på mange punkter lød som et spændende produkt. Der er et spillederløst spil drevet frem af kort og en akt-struktur, hvor man selv finder på monstrene og ikke bare tager monstre fra Lovecraft & Co’s historier. Det lyder som udgangspunkt mægtigt godt. 2 ting sprang dog især i øjnene for mig: man ville gøre op med Lovecrafts syn på racer og mental sygdom. Bogen er skrevet af Joshua Fox & Becky Annison. Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg er uenig i meget af hvad der er skrevet her, men nu smider jeg det her ud til dels for at komme af med min lette grad af irritation og for at få nogle indspark og som et oplæg til debat.
Vi stater med Setup-kapitlet på side 16 (efter en kort præcision af Lovecraftiansk gys), hvor jeg har mine første to store problem med spillet. For det første bliver debat om spillet under spillet forbudt, hvilket i min optik 1) er lettere dogmatisk og 2) ikke en god ide ift netop dette spil. I stedet har man “X-card” som er en sikkerhedsmekanik hvor man har et papir med et kryds på foran spillerne. Hvis der så bliver introduceret et element som man ikke er tryg ved kan man tappe krydset og derefter tager andre hensyn til det element/nedtoner det. Det er ikke en mekanik som appellerer så meget til mig igen, mest fordi jeg tænker at der kunne opstå forvirring om hvilket element personen tænker på. Så er jeg åbenbart uenige med Lovecraftesques forfattere om den mekanik. Fair nok. Men så kommer sætningen, som jeg faktisk på ingen måde synes er fair. Den gjorde mig faktisk decideret gal da jeg læste den første gang (min fremhævning!).
While discussing tone, you should decide if there are any elemnts you wish to ban. Example you should consider include:
- Overt or allogorical racism
(this is discussed in more detail onm pages 60 and 65)- Sexism, ableism, other “isms”
- Characters who go “mad” (discussed on pages 62 and 75)
- Specific themes that one or more of you find distateful or triggering, such as torture.
- Specific elements that one or more of you are uninspired by, such as cultists.
*dyb indånding* Jeg HADER ordet “should”, for det er bare lorteordet over dem alle “burde” i forklædning. “burde” er for mig alt min dårlige samvittighed. Jeg blev faktisk så sur at jeg tog en blyant, stregede “should” over og skrev “could” i min bog. Det er selvfølgelig reelt nok at man gerne vil sikre alle om bordet en god oplevelse på en ikke-grænseoverskridende måde. Det er om noget reelt! Jeg følte mig bare tiltalt som et potentielt/kommende offer, som SKAL og BØR overveje noget fordi det kan støde andre (vi kommer tilbage til trigger warnings senere, men buttom line er at jeg ikke tror på det). Problemet er her at vi SKAL overveje de her ting, hvilket for mig er sært for folk kan vel sige det højt hvis der er noget de ikke vil have indgår i fiktionen? Jeg er selvfølgelig godt klar over at det kan være svært for nogen, men der tænker jeg at man må skabe et atmosfære af at det er okay at sætte grænser op for sig selv. Og det er sgu også vigtigt!
For at bevæge os videre til hele spørgsmålet om mental helbred….her må jeg vist erklære mig uenig med en antagelse som jeg læser imellem linjerne nemlig at hvis vi spiller noget i rollespil så er det også det vi mener i virkeligheden. Jeg er om noget klar over stigmatiseringen af mental helbred og psykiske sygdomme og det er da om noget også rigtigt at tidligere Lovecraft-rollespil om noget har taget stereotyperne om mentalt helbred til et nyt niveau, men jeg bryder mig ikke om frelstheden og jeg opfatter det som en grundlæggende del af Lovecrafts cosmic horror at mennesket ikke kan begribe hvor ligegyldigt det er ift “The Old Ones”/”The Outer Gods”/ETC.
AKA: Det er netop fordi det er ubegribeligt og smadrer vores psyke at det er uhyggeligt. Det skal dog også siges at Lovecraftesques forfattere anerkender dette, men de skriver samtidig:
“We would rather mental health in Lovecraftesque was based in reality and used sensitively and respectfully.”
Igen, jeg er med på at behandle mentalt helbred seriøst, men vi spiller jo netop ikke i virkeligheden her. Vi spiller for helvede fiktion og alt realisme ryger i min optik af helvede til når Tulle & Co dukker op. Det giver i en eller anden grad mening at man skriver symptomerne for PTSD ned, men jeg kan bare ikke være stødt over ordet “mad” i samme grad som forfatterne virker til at være.
Det er selve brødteksten i Lovecraftesque, men så når vi til kapitlet om mental helbred, hvor jeg da først for alvor blev irriteret allerede fra første sætning, hvor vi begynder med en trigger warning om at kapitlet altså indeholder stereotyper, “abeleist language” og at der bliver nævnt stigmatiseringen af mentalt helbredsproblemer. Jeg oplever at trigger warnings antager at vi alle er ofre som kan blive “triggered” og derfor skal advares. Det er bullshit. Jeg ville gerne være saglig her, men jeg synes slet og ret at det er bullshit. Jeg kan ikke vide hvordan andre vil reagere på hvad jeg skriver og antagelsen er i min optik at alle er ofre. Jeg vil ikke behandle andre som ofre og jeg vil ikke selv behandles som et offer. Jeg kunne skrive meget mere om det, men lad det ligger lige nu og her. Jeg vil IKKE leve mit liv efter hvad der muligvis kan støde andre, men jeg vil gerne vise andre respekt.
Det er i min optik et problem i Lovecraftesque at man ærlig talt virker til at være bange for at tage nogle debatter. Bl.a. skriver de at man kan skrive til facilitatoren/GM hvis der er nogle elementer man ikke ønsker skal være en del af spillet. Jeg er igen med på at respekterer andre, men hvis ikke folk føler sig trygge ved at sige fra i en given gruppe…så tænker jeg at man skal finde en anden gruppe? Eller slet og ret prøve at sige fra overfor andre? Jeg er med på at det kan være pissesvært (jeg slås selv med det), men jeg foretrækker sgu at folk står ved den slags for så kan jeg tage reelt hensyn til folks grænser (hvad jeg tænker må være idealet).
Nu til politisk korrekthed: Jeg er IKKE fan af politisk korrekthed, for jeg tror grundlæggende set ikke på at det virker ift dets mål ift at reducere racisme, sexisme, etc. Om det er korrekt er en debat jeg gerne tager med jer i virkeligheden, men hvad jeg efterlyser her er spørgsmål om politisk korrekthed i rollespil.
Er vi seriøst ude i at antagelsen er fiktionen automatisk er med til at skabe virkeligheden og at vi derfor automatisk skal tilpasse vores fiktion så den er politisk passende? Det er hvad jeg oplever når jeg læser Lovecraftesque…og jeg vil gerne stå af bussen i så fald. Jeg oplever en klam form for stillingtagen til folk der bare vil bruge rollespil som eskapisme, som er galoperende passiv-aggresiv.
Når det er sagt er jeg samtidig godt med på at det er dårlig historier hvis alle sorte mennesker er barbare og alle hvide mennesker er kloge og civiliserede, men det er for mig en æstetisk pointe og i mindre grad en politisk. Jeg bliver selv træt af historier, hvor alle kvinder enten er kropiger eller ludere. Så jeg vil gerne købe at vi skaber mere nuancerede historier, men jeg vil gerne stå af den frelstheden som jeg oplever, hvor man er krænket på andre vegne. Det var mit indspark. I er meget velkommen til at erklære sig uenige, jeg vil glæde mig til jeres indspark uanset hvad 🙂
Hov, her var sgu lige et hurtig blogpost!
Jeg er blevet meget stor fan af hjemmesiden GOG.com (Good Old Games), hvor man kan købe gamle og nye computerspil (mest gamle). Der har jeg spillet gamle spil igennem, som jeg tidligere bare spillede hos mine venner. Især fra firmaet Troika games, som lavede interessante nyskabende spil i begyndelsen af 00’erne….med slamkode. Spillene crashede virkelig ofte og havde irriterende bugs. De nåede at lave 3 spil, Vampire the Masquerade: Bloodlines, Temple of Elementary Evil (som jeg aldrig har spillet) og Arcanum: Of Steamworks and Magick Obscura. Bloodlines skal lige have et par ord med på vejen, for det er om noget en sandfærdig “oversættelse” af Vampire til computerspil. Det lægger stemningsfuldt ud og dets dybde viser sig at være en illusion. Seriøst. Man ender med at slås virkelig meget når man ikke snakker med (dog et udmærket computerspil alt i alt). Men Arcanum: Of Steamworks and Magick Obscura var reelt interessant af flere grunde. Lidt brok som lige skal af vejen først: Spillet er i praksis ikke færdigt. Flere af af de quests man gennemgår er ikke fuldt afsluttede og der er flere af de NPC’er man møder som heller ikke er helt afsluttede.
For det første er der en forholdsvis almindelig fantasy setting, men der er sket en industriel revolution og det har konsekvenser som bare fanden. Arcanum har her en ret interessant modsætning imellem teknologi og magi, der henholdsvis benytter sig af universets regler for at virke og bryder dem for at virke. Derfor kan en pistol ikke virke i hænderne på en magiker og en magisk helende drik har ingen effekt på en meget teknologisk karakter. Ret så elegant sat op i spillet. Jo højere ens techonology score jo mindre sandsynlighed er der for at positiv magi virker på en (negativ magi gør, antageligvis af spilbalance grunde) og hvis man er en magtfuld magiker så er en helbredende salve ubrugelig (men man kan sagtens blive skudt alligevel, igen spilbalance). Det interessant ved det er også hvorledes det påvirker verden, for bl.a. har man gjort orker til fabriksarbejdere (inklusiv at behandle dem endnu dårlige end historiske fabriksarbejdere). Blandingen af steam-punk og fantasy er gjort ret fint og føles organisk. Der er forskelle imellem de forskellige lokationer i spillet, men man føler at der ofte er en ret glidende overgang. Det interessant ved det er desuden at spillet derfor både har en meget høj grad af racisme og sexisme (især overfor orker og ogres og deres afkom), men det bliver generelt behandlet på en interessant vis og ikke bare lidelse for lidelsens skyld, som skal tværes ud i ansigtet på os. Derudover føltes det bare fucking sjovt at spille en half-orc der i praksisk var en teknologisk paladin. Hun havde det hele! Helende salver, en fucking stor pistol og en dampdrevet fuldpladerustning.
Det andet som jeg især syntes var interessant og var en grundene til at jeg overvejer at lave rollespil i settingen Arcanum var taket på guderne. Arcanum har haft en polyteistisk religion for længe, længe siden, men den er siden hen gledet i baggrunden pga en senere religion Panarii, som tilbeder en gammel elverhelt Nasrudin. I modsætning til de gamle guder som i højere grad er specifikke dyder/styrker er Panarii er i højere grad en etisk religion (lidt ala kristendom) som præsenterer nogle idealer at leve op til i form af de gamle elverhelte. Det er ret sjovt sat op, for de gamle guder findes stadigvæk omend at religion om fænomen generelt er ved at træde i baggrunde for de fleste personer i Arcanum. Man kan tilmed få gudernes velsignelse ved at rejse rundt til deres altre i den korrekte rækkefølge. Det var virkelig møgsejt og det var igen usædvanligt for fantasy at religion og guderne træder i baggrunden.
Hvis jeg på et tidspunkt skulle køre noget rollespil baseret på steam-punk og fantasy kunne jeg sagtens finde på at lade det være ala Arcanum, for dets konflikter og teknologi vs magi konflikt er et pokkers fedt og interessant twist på Tolkien-agtige fantasy.
